Historien
om Brødrene Olsen
Jørgen Olsen (født den 15. marts 1950) og Niels
"Noller" Olsen (født 13. april 1954) stammer
fra Odense. De flyttede med deres forældre til København,
og allerede da de var henholdsvis 12 og 8 år, startede
de bandet "The Kids" med Morten og Niels Thybo.
I 1965 var de opvarmningsband for "The Kinks", da
de besøgte Danmark. I 1967 optrådte The Kids
med to numre i filmen "Masser Af Pigtråd".
Det samme år vandt gruppen en pigtrådskonkurrence
i Forum (København).
I 1970 var gruppen kendt som "Olsen" og udskiftede
flere gange medlemmer. På et tidspunkt spillede Erik
Stephensen guitar i bandet, - han er nu bedre kendt som TV-direktør/journalist.
På dette tidspunkt skrev Jørgen Olsen de fleste
af gruppens sange.
I begyndelsen af 1971 gik både Jørgen og Noller
til optagelses-prøverne på hippie musicalen "Hair".
De fik begge roller. Jørgen havde en af hovedrollerne,
og da LP'en fra musicalen blev udsendt, kunne man høre
ham på fem af sangene, ligesom han sammen med Eddie
Skoller udsendte titelsangen på dansk.
Begge
brødre fik stor succes i musicalens opsætning,
og efter "Hair" kontaktede de forskellige managers
og pladeselskaber for at præsentere deres egne sange
og kompositioner. Materialet var så godt, at Brødrene
Olsen indspillede deres første album "Olsen"
i London sammen med Peter Knight's Orchestra.
Pladen udkom i midten af 1972 og var deres første plade
herhjemme, der solgte mere end 100.000 eksemplarer (alle sangene
var på engelsk). Brødrene Olsen blev pludselig
nogle af de største idoler, man havde set i Danmark.
Duoen spillede mange steder i Europa, bl.a. til en stor koncert
i Tivoli i København og på "Knokke"
i Belgien. To singler blev udsendt fra deres debutalbum: "Angelina"
(det er stadig deres kendingsmelodi) og "Jimmy Loves
Me" - Begge var med i toppen af hitlisterne i Danmark.
I 1973 var der plakater af Brødrene Olsen på
væggene i ungpige værelser landet over. Duoen
arbejdede meget hårdt; de spillede på festivaler,
var med i TV-udsendelser og radioprogrammer herhjemme, spillede
i Schweiz på Montreaux, i Tyskland på Rostock
og Sopot i Polen.
I 1973 udsendte de to singler "Vienna Express" og
titelmelodien til deres nye album "For What We Are".
Efter drengene havde udsendt singlen "My Sweet Baby",
forsøgte de at komme ud over det rent poppede, og i
1974 udsendte de LP'en "For The Children Of The World"
i samarbejde med UNICEF. Det år kunne man se Brødrene
Olsen på scenen i Japan på "World Popular
Music Festival" og mange andre steder verden rundt.
I
1975 kom der kun en single: "Kodachrome"/"Den
Dag Det Skete". "B" siden var for mange mennesker
det første dansksprogede nummer, de hørte med
Brødrene Olsen. Efter et års pause, hvor mange
af deres fans var bange for, at brødrene havde glemt
dem, vendte Olsen Brothers (sådan var de kendt i udlandet)
tilbage med en masse nye udgivelser; to LP'er "Back On
The Track" og "You're The One" samt seks spændende
singler: "Only Lies", "Crack Brain Madonna",
"Music Is My Only Friend", "You're The One",
"King Of Rock 'N' Roll" og "I Just Saw An Angel".
I slutningen af 1977 var Brødrene Olsen 100% back on
track... Igen var de et stort hit i Japan på "The
World Popular Music Festival". 1978 var et mere roligt
år for duoen. De udsendte en ny single "San Francisco"/"Marie"
(hun var meget populær i familien Olsen). Singlen var
det første nummer på dansk, brødrene udsendte
som en "A" side, og efter "San Francisco's"
succes i Det Danske Melodi Grand Prix blev det en af deres
mest solgte plader nogensinde. Fra da af var Olsen pladerne
lidt mere "Dansk Toppen" venlige. "Dans, Dans,
Dans" var deres nye LP i 1979. Titelmelodien blev udsendt
som en single og både album og single blev på
"best sellers" listen i lang tid det år.
1970'erne var en rigtig god periode for Brødrene Olsen.I
1980 var deres eneste nye plade hitsinglen "Laila",
og efter 12 måneders pause var duoen tilbage med ny
energi i 1982. Deres nye singler "Marie, Marie"
(hun var tilbage igen)/ "Feels Like I'm Crazy" (#21
i Tyskland) og "Louise" var ikke kun nogle af deres
største hits i Danmark dette år, de var også
en stor succes i Tyskland. Singlen "Neon Madonna"
var deres længe ventede nye plade i 1984. Igen fik brødrene
en enorm succes herhjemme og i Tyskland. Singlen "Rejsen
Til Solen"/"The Game Is Over" blev udsendt
i Danmark i 1985. I Tyskland var "The Game Is Over"
"A" siden, som også blev et stort hit for
dem.
Igennem
70'erne og 80'erne var deres numre, specielt "Marie Marie",
på næsten 2 millioner solgte plader i Tyskland.
I 1986 deltog de igen i Det Danske Melodi Grand Prix med nummeret
"Fællessang I Parken", der blev udsendt som
single med "Rejsen Til Solen" som "B"-side.
I 1987 udkom et konceptalbum med titlen "Rockstalgi",
hvor Brødrene Olsen indspillede nye versioner af deres
favorit klassikere fra 60'erne (lidt ligesom David Bowie's
"Pinups" LP), som bl.a. indeholdt "I Saw Her
Standing There", "If You Gotta Go, Go Now"
og "Hello Mary Lou". Albummet var en stor succes
og alene i Danmark solgte de over 25.000 eksemplarer.
I 1989 arbejdede Jørgen Olsen alene og deltog i Det
Danske Melodi Grand Prix med solosangen "Fugle".
Jørgen udsendte sin første solo LP "Det
Stille Ocean" i 1990 og optrådte igen solo i Det
Danske Melodi Grand Prix - denne gang med sangen "Berlin".
I alt har Brødrene Olsen deltaget i denne konkurrence
syv gange, hvoraf de to var med Jørgen Olsen som soloartist.
I 90'erne har Brødrene Olsen i perioder holdt pauser
og koncentreret sig
mere om deres daglige arbejde - de er begge pædagoger.
Men i 1994 var vores to helte plade aktuelle igen med deres
nye selskab CMC. De optog en opsamlings LP, "Greatest
and Latest", med mange af deres mest kendte hits og nogle
helt nye sange. Fra den kom hit singlen "Flyvende Sommer".
Det var faktisk deres første nye single i næsten
ti år - både album og single var en kæmpe
succes. Brødrene havde igen travlt. De spillede live
og forberedte et talk show på fjernsyn med dem selv
som værter og med mange danske berømtheder og
stjerner som gæster.
En
legende af dansk pop og rock fortsætter med denne nye
"The HitStory Of Brødrene Olsen" i 1999.
Og hithistorien fortsætter, for ikke alene vandt brødrene
det danske Melodi Grand Prix med det smukke hit "Smuk
Som Et Stjerneskud", men for første gang i 37
år vandt de den internationale sejr hjem til Danmark.
Brødrene fortryllede såvel jury som publikum
med et fantastisk sceneshow og fremførelse af sangen
i sin engelske version - "Fly On The Wings Of Love".
Under hele pointgivingen lå Danmark suverænt i
toppen, og ingen andre lande kunne forhindre brødrene
i at flyve guldsejren hjem til Danmark.
Efter Melodi Grand Prix sejren fulgte et år med travlhed
for Jørgen og Noller. "Smuk som et stjerneskud"
blev et kæmpehit i hele Europa, men de fandt dog tid
til i 2001, at indspille albummet, der absolut var en værdig
opfølger til "Fly On The Wings Of Love".
Walk Right Back bestod udelukkende af nyskrevne sange. Titelnummeret
blev fremført af brødrene ved det europæiske
Melodi Grand Prix,
som Danmark - takket være brødrenes sejr -
var vært for i år 2001. Publikum tog flot imod
det
nye udspil, der også fik megen airplay
på landets radioer.
Efter endnu en tid med fuld fart på, valgte Jørgen
og Noller efter udgivelsen af ”Walk Right Back”
at bruge resten af 2001 på at slappe af med familien,
før de i begyndelsen af 2002
påbegyndte indspilningen af albummet ”Songs”,
der udkom 5. august 2002.
”Songs” var for Jørgen og Noller i høj
grad en gammel drengedrøm, de fik udlevet. De indsang
deres versioner af en stribe sange fra deres ungdom. I flæng
kan nævnes ”Love Grows” (Where My Rosemary
Goes”, som Edison Lighthouse havde et stort hit med,
”Cecilia”, ”Mr. Tambourine Man”,
”Daydream Believer”, ”No Milk Today”
og mange, mange flere. Alle sammen hits, som de ville ønske,
de selv havde skrevet. Cd’en, som blev indspillet
med et live-orkester bestående af nogle af Danmarks
bedste musikere (Poul Halberg, guitar - Jette Schandorf,
bas - Olle Nyberg, Piano - Jan Sivertsen, trommer
og Jacob Andersen på percussion) blev en enorm succes.
Ikke kun i Danmark, men også Norge og Sverige.
Samme år imødekom Brødrene Olsen den
store efterspørgel, de havde oplevet fra Tysklands
side. Populariteten blev honoreret med et særligt
album, helt specielt til Tyskland: Brødrene Olsen
oversat til tysk på albummet ”Weil Nur Die Liebe
Zählt”.
En succes som ”Songs” kan man ikke sidde overhørig
- og det var helt oplagt for brødrene at lave
en opfølger, som ganske naturligt kom til at hedde
”More Songs” og blev udgivet i 2003. Samme stil
og atmosfære kendetegnede dette album, som ikke alene
blev udgivet på cd, men også på cd inklusiv
bonus-DVD. ”Songs” og ”More Songs”
er alene i Danmark solgt i 120.000 eksemplarer.
Her slutter historien indtil videre, mens brødrene
i skrivende stund lægger sidste hånd på
det første studiealbum siden ”Walk Right Back”.
Albummet ”Our New Songs”, med helt nye Olsen-hits,
udgives 28. februar 2005.
I 2005 kan Brødrene Olsen fejre 40 års jubilæum
- og ikke nok med det. Jørgen og Noller er
sammen med 13 andre tidligere Grand Prix-deltagere blevet
stemt ind i den store 50-års Congratulations jubilæumsfest,
der afholdes i Forum i København den 22. oktober.
Her har Brødrenes vindersang fra Stockholm
2000 ”Fly On The Wings Of Love” chancen for
at blive kåret som den bedste Grand Prix-sang nogensinde!
I disse anledninger har Brødrene Olsen valgt at
udgive et nyt fremragende jubilæumsalbum - ”Celebration”
- der indeholder de mest populære numre
fra en imponerende karriere. Albummet udkommer den 17. oktober
2005. |