Brødrene
Olsen
- 40 års jubilarer med 12 nye sange
Landets radioer spiller flittigt seneste nye sang fra Brødrene
Olsen ”You’ll Never Be Alone”. Samtidig
forbereder brødrene sig på at vende tilbage til
den scene, som for fem år siden gav dem et comeback,
der skrev danmarkshistorie inden for popmusikkens verden.
Fem år er gået, siden Brødrene Olsen
fløj på kærlighedens vinger, takket være
sejren i Eurovisionens Melodi Grand Prix 2000 med ”Fly
on the Wings of Love”. De to brødre, som i
år har optrådt sammen i 40 år, fik med
denne sejr det vel nok mest markante comeback i dansk pophistorie.
Og her fem år senere er Brødrene Olsen tilbage.
Ikke bare med et nyt bidrag til Dansk Melodi Grand Prix,
"Little Yellow Radio" - men også 11 andre
nye sange på albummet, "Our New Songs".
Helt ud i titlen understreger brødrene, at de ønsker
at bygge videre på deres to seneste succeser, cd'erne
"Songs" (2002) og "More Songs" (2003),
hvor de indspillede personlige favoritter blandt andres
hits, især fra 60'erne. Plader, der alene i Danmark
er solgt i 120.000 eksemplarer og som har gjort Sverige
til brødrenes andet hjemland efter en lang stribe
koncerter i landet. Men i modsætning til disse to
albums, er ”Our New Songs” altså nyskrevne
hits fra Brødrene Olsen.
Med det nye album er det siden sejren i 2000 blevet til
ikke færre end seks udgivelser - og det har udelukkende
kunnet lade sig gøre, fordi Brødrene Olsen
er i gang hele tiden. Ikke bare med at give koncerter og
optræde i tv, ikke mindst i Sverige, Norge, Tyskland,
Schweiz og Østrig, men også fordi de har travlt
med hele tiden at skrive nye sange. Faktisk hører
det til sjældenhederne, at især Jørgen
Olsen møder op til endnu en koncert eller endnu et
tv-show uden lige at have en idé til en ny melodi
på læberne eller på guitaren. Fra ham
lyder det ofte: "Hvad synes I om denne her?"...
"Hvad så denne her?"... Mange af ideerne
indspiller de på medbragte diktafonbåndoptagere,
og med jævne mellemrum mødes de hos deres manager
gennem alle årene, Steen Wittrock, for at vurdere
hvilke ideer, der skal arbejdes videre på. Og hvad
de kan kassere. Hele vejen sørger brødrene
og manageren for at være enige - og de har én
stemme hver.
Forud for "Our New Songs" har de haft mindst
tre gange så mange ideer, som der har været
plads til - og ingen, der lytter til pladen, kan være
i tvivl om, at Brødrene Olsen ikke bare nærer
en stor kærlighed til at optræde og skrive sange,
men at de også er dybt forankret i den periode, som
de er vokset op i - 60'erne. Samme begejstring, som præger
"Songs" og "More Songs", ruller videre
på "Our New Songs", som er resultatet af
et års intenst arbejde - side om side med de mange
tilbud om koncerter og tv-optræden, som bliver ved
at dukke op.
For kun overgået af ABBA er der ingen, der har fået
så mange aftaler ud af et Melodi Grand Prix som Brødrene
Olsen, som stadig er blandt de mest efterspurgte sangere
og musikere i Danmark. Faktisk har Jørgen og Noller
været nødt til at skære en anelse ned
på aktiviteten og lægge mere luft ind i kalenderen,
specielt efter det første, særdeles hektiske
år, hvor de gang på gang har præsteret
at optræde op til fire gange i løbet af en
dag, sommetider til klokken tre om natten for at stå
op klokken syv næsten morgen og flyve videre til næste
by. Nu er der et par solide ferieuger lagt ind her og der.
Men lige nu står den ikke på ferie for Brødrene
Olsen, som er med i Dansk Melodi Grand Prix lørdag
12. februar, og som måske - måske ikke - når
videre til den internationale del af dysten med semifinale
torsdag 19. maj og finale lørdag 21. maj. Med sig
på "Our New Songs" har de flere af de mest
drevne musikere i Danmark med produceren Stig Kreutzfeldt
forrest, bakket op af guitaristen Poul Halberg, bassisten
Lars Danielsson og trommeslageren Jan Sivertsen samt Arvid
Nielsen og Bobo Moreno i koret.
Og uanset om Brødrene Olsen vinder eller ej, så
har de medvind hele vejen. Ifølge en internetafstemning
blandt Melodi Grand Prix fans på en af de største
tyske radio- og TV-stationer - NDR - sidste
år er ”Fly on the Wings of Love” den suverænt
bedste vinder gennem de 50 år dysten har eksisteret.
Og Brødrene Olsen har unægteligt prøvet
det før. Faktisk er det hele ottende gang, de er
med i den danske del af dysten. Heraf har Jørgen
Olsen optrådt solo to gange. Med "Fugle"
i 1989 og "Berlin" i 1990. Ellers huskes de nok
bedst for "San Francisco" i 1978.
Alt i alt er Brødrene Olsen nærmest indbegrebet
af "grand old men" inden for dansk pop - Jørgen
Olsen er 54 år, Noller er 50. De har optrådt
sammen lige siden 1965 og har således 40 års
karriere på bagen - en karriere med en markant
milepæl i 2000, hvor de fik deres store comeback.
Seneste skud på stammen - ”Our New Songs”
- udkommer den 28. februar 2005.
Yderligere informationer: Mikkel Steen Pedersen, CMC 96
311 719 /
|